VEJLEDNING
Den interaktive frekvensplan (Dif) på internettet er udarbejdet med baggrund i den danske frekvensplan, som er offentliggjort i bekendtgørelse om fastlæggelse af rammerne for anvendelse og indbyrdes prioritering af de samlede radiofrekvensressourcer (frekvensplan). I Den interaktive frekvensplan er der tilføjet en 5. kolonne med uddybende information om den pågældende frekvensallokering. Ved uoverensstemmelse mellem de to frekvensplaner er det bestemmelserne i bekendtgørelsen om frekvensplanen, der er gældende.
Indtastning af frekvens. Der er fra starten angivet et frekvensområde, som er valgt for demo af Dif. Nedre og øvre frekvens på et ønsket frekvensområde kan indtastes. Desuden kan man vælge, om frekvenserne skal være i kHz, MHz eller GHz.
Søgning. Der kan søges efter det valgte frekvensområde, som vil blive listet under kommandovinduet.
Flere søgemuligheder. Her kan der vælges en eller flere af nedenstående kriterier. For hvert kriterium, der vælges, indsnævres søgningen, og det kan forekomme, at der ikke er frekvensbånd med alle søgekriterierne i. Så vises der i stedet en meddelelse om dette, og i dette tilfælde kan der fravælges et eller flere kriterier eller man kan udvide frekvensområdet, indtil der kan vises noget i søgevinduet.
De aktuelle kriterier, der kan vælges, er følgende:
Tjeneste. Under tjeneste kan man vælge at reducere søgningen til en tjenestekategori. Primære tjenester er anført med store bogstaver (f.eks. MOBIL), mens sekundære tjenester er anført med almindelige bogstaver (f.eks. Mobil). Betegnelsen primære og sekundære tjenester har betydning for, hvilken prioritet tjenesterne har mellem lande. En sekundær tjeneste i et land må således ikke forstyrre en primær tjeneste i et andet land. På samme måde kan en sekundær tjeneste i et land ikke fordre beskyttelse mod forstyrrelser forårsaget af en primær tjeneste i et andet land.
Fodnote. Under fodnote kan man søge på de fodnoter, som er relevante for frekvensbrugen i Danmark. Fodnoterne opstiller specifikke vilkår for frekvensallokeringen i et givet frekvensbånd. Fodnoterne er som anført i ITU's Radioreglement.
ERC/ECC-beslutning. Under ERC/ECC-beslutninger kan man søge på de ERC- eller ECC-beslutninger, som er implementeret i Danmark. ERC/ECC-beslutninger kan ses på ECO’s hjemmeside www.ecodocdb.dk/.
ERC/ECC-anbefaling. Under ERC/ECC-anbefalinger kan man søge på de ERC- eller ECC-anbefalinger, som anvendes i Danmark. ERC/ECC-anbefalinger kan ses på ECO’s hjemmeside www.ecodocdb.dk/.
Bekendtgørelse. Under bekendtgørelse kan man søge på de bekendtgørelser, som regulerer brugen af frekvenser i forskellige dele af den danske frekvensplan.
Radiogrænseflade. Under radiogrænseflade kan man søge på de radiogrænseflader, som skal overholdes i de forskellige dele af den danske frekvensplan. En fortegnelse over danske radiogrænseflader kan ses på: http://www.erhvervsstyrelsen.dk/radiograenseflader
EF/EU-afgørelser m.v. Under EF/EU-afgørelser m.v. kan man søge på de EF/EU-afgørelser m.v., som er implementeret i Danmark.
Andet. Under ”andet” kan man bl.a. søge på nogle af de mest kendte anvendelser af frekvenser, som f.eks. GSM, TETRA, FWA, radiokæder og 3G. Desuden kan man søge på internationale aftaler, som er implementeret i Danmark, samt appendikser og artikler i Radioreglementet, som der er refereret til i frekvensplanen.
Nulstil felter. Med ”nulstil felter” fjernes alle tidligere valg fra indtastningsfelterne, og man kan starte forfra.
------
Forhold i den listede del af frekvensplanen. I den del af frekvensplanen, der er listet som resultat af en søgning, kan man aktivere indholdet af ovennævnte kriterier, som er links, der henviser til de aktuelle dokumenter.
Man kan i nogle af udvælgelseskriterierne vælge UWB (Ultra Wide Band) eller Radiogrænseflader, der relaterer til UWB. Gør man det, bliver alle andre indstillinger nulstillet, og man får kun vist UWB. En meddelelse på skærmen vil gøre opmærksom på dette.
Vis tilladelser. Vælges ”vis tilladelser”, får man adgang til Energistyrelsens Frekvensregister. Det valgte frekvensområde flyttes med over i frekvensregisteret, og der kan søges på dette og få vist de udstedte tilladelser, som hører til det valgte frekvensbånd.
Udskrift. Det er muligt at vælge udskrivning af det uddrag af frekvensplanen, der er listet, ligeledes kan man
Eksportere uddraget til et XML dokument.